• Skoleforvaltningen

Videohilsner til eleverne

Opdateret: mar. 24

Tine plejer normalt at sige hej til eleverne i 3.c i klasselokalet på Vejgaard Østre Skole. Da det ikke er muligt for tiden, er Tine i stedet gået i gang med at lave en videohilsen til sine elever, så de stadig kan bevare den daglige kontakt.

"I mandags sad jeg herhjemme og forsøgte at følge med i, hvad mine elever i 3. klasse arbejdede med hjemme. Jeg havde delt diverse links og portaler med elever og forældre allerede torsdag, men nu sad jeg her om manglede min daglige kontakt til eleverne. Jeg havde egentlig brug for at fortælle dem, hvad jeg forventede de lavede i forhold til deres ugeplan og samtidig bare lade dem vide, at jeg tænker på dem.

Ideen om at lave en videohilsen opstod, og jeg tænkte - i morgen skal det være - jeg vil lægge en video op hver morgen til min klasse, indtil vi kan komme i skole igen.

Så tirsdag morgen listede jeg op før alle andre i husstanden, tændte Chromebooken og optog min videohilsen til eleverne med kameraet i den. Det var en lidt underlig fornemmelse først, men da jeg kom ud over den, var det helt befriende at tale til eleverne. Jeg fik sagt godmorgen og fortalte herefter, hvad jeg havde sat på dagens program, så eleverne fik informationen direkte fra mig. Jeg lagde videoen på mit drev og delte herefter med elever og forældre på Aula. Den første dag kunne jeg se, at de fleste forældre havde været inde og læse beskeden med videoen. En forælder spurgte om, jeg kunne uddybe en af opgaverne, så nu havde jeg allerede mere kontakt til børn og forældre end mandag.

Hvis jeg skulle videregive et godt råd - så er det : GØR DET - gå i gang, dine elever vil elske det.

Tirsdagens video blev derfor lidt længere, og jeg opfordrede elever og forældre til lige at give lyd, når de havde læst beskeden og set videoen, så jeg kunne vide, om de var med. Jeg opfordrede børnene til at åbne Aula selv. Det har de ikke prøvet før, men ret hurtigt var de fleste børn på.


Responsen på min videohilsen var rørende. Flere elever skrev tilbage, at de er rigtig glade for, at jeg laver videoerne, og at det hjælper dem. De savner skolen, deres kammerater og lærere.

Jeg kan mærke, at det at de kan se mig på videoen, gør en forskel i forhold til engagement - det forpligter på en anden måde end en plan på et stykke papir. Jeg kan se, at langt de fleste elever får lavet de opgaver, jeg beder dem om. De deler deres tekster og opgaver med mig på Google Drev, og jeg kan ret hurtigt give feedback på det, de laver. Indtil videre har jeg givet responsen skriftligt, men de glade tilbagemeldinger på min morgenhilsen, fik mig til at spekulerer på om jeg ikke også med fordel kunne give respons på opgaver på video til 3.kl. For jeg tror virkelig, at det betyder noget for børnene, at de kan høre og se mig, mens jeg melder tilbage på deres opgaver.

Jeg kan mærke, at det at de kan se mig på videoen, gør en forskel i forhold til engagement - det forpligter på en anden måde end en plan på et stykke papir.

Så i dag er jeg, udover min morgenhilsen, i gang med at give videorespons på de hemmelige lektier, som børnene løbende deler med mig på Google Drev. De første tilbagemeldinger er positive - børn og forældre tager godt imod - også når jeg bøffer i den og fedter rundt med forskellige værktøjer, mens jeg filmer.

Jeg har valgt, at jeg lægger tingene op rimelig uredigeret - for sådan er jeg jo også i klassen, og det er sådan børnene bedst kender mig. De ved godt, at jeg også øver mig her.

Jeg har som sagt blot brugt kameraet i min Chromebook, man kunne også sagtens bruge sin mobil - keep it simple. Jeg synes, det er nemt at dele link fra Google Drev gennem Aula. Det man skal huske er blot, at videoen skal deles, så alle med linket kan se. Det giver forældrene mulighed for, at se videoen sammen med børnene, hvis børnene ikke selv kan gå på Aula.


Til at give feedback på elevernes tekster, har jeg brugt Screencastify, som jeg har hentet på Skoletube. Når jeg optager i Screencastify, kan børnene se deres tekst og mig på en gang. Lige nu pusler jeg med at lave små videoer til eleverne i Explain Everything, som også findes på Skoletube. Jeg tænker, at det giver mig en mulighed for at undervise i fx. grammatik, selvom jeg ikke kan stå ved siden af eleverne undervejs. Eleverne har mulighed for at pause videoen, mens de laver det, jeg har bedt om eller at gå tilbage og se instruktioner igen, hvis de har brug for det.