• Skoleforvaltningen

Lav videoer til eleverne

I planlægningen af fjernundervisningen skal der træffes en række valg i forhold til at udvælge og veksle mellem synkrone og asynkrone aktiviteter, der er tilpasset målgruppen og fagområdet. Synkrone undervisningsaktiviteter kan fx være videomøder 1:1 eller i større grupper, chat eller samtaler over telefonen. Asynkrone undervisningsaktiviteter kan fx være mail, læsning, quiz/test, træningsopgaver, podcasts og videoer.


Videoer er et visuelt og auditivt medie, som appelerer til mange elever (og voksne). Der findes efterhånden mange undervisningsvideoer fra fx forlag, andre lærere og organisationer, som du kan dele med eleverne.


Det er også let at producere sine egne videoer og dele dem med eleverne. Her kommer tre bud på, hvordan du kan lave dine egne videoer:


Webcam

Du kan optage video med din computers webcam. Det er en let måde at sende en hilsen til dine elever på, og du har også mulighed for at vise nogle ting frem undervejs. Få mere inspiration i blogindlægget Videohilsner til eleverne.


Mobil

Du kan også optage små film med din mobil. Det kan være videoer, hvor du forklarer og viser fx øvelser og aktiviteter, som eleverne skal være med til. Læs mere i blogindlægget Godmorgen alle børn og voksne, hvor en lærer viser træningsøvelser, som eleverne skal gennemføre derhjemme.


Skærmoptagelse

Skærmoptagelser er oplagte, når du gerne vil vise fx slides eller skærmbilleder frem, mens du gennemgår og forklarer. Du kan fx bruge Screencastify, der er en udvidelse til din Chromebrowser. Hvis jeres skole abonnerer på Skoletube, har du også adgang til en udvidet version af Screencastify, hvor alle dine skærmoptagelser gemmes på Skoletube. Se eksempel på en skærmoptagelse her. Du kan også optage skærmen på din iPhone eller iPad med den indbyggede skærmoptager.

Når din video er klar, kan du uploade den til enten Google Drev, Youtube eller Skoletube og dele den med eleverne via link.