• Skoleforvaltningen

Heldagsarrangement for børnehaveklasseledere



85 meget engagerede pædagoger var samlet den 22. september i Godthåbsgade til det årlige heldagsarrangement for børnehaveklasseledere. Formiddagen gik med at prøve, gøre og skabe nye ideer til brugen af it og digitale medier i børnehaveklassen. Der blev arbejdet med fire elevpositioner og læringsmål i børnehaveklasse ved brug af MinUddannelse. Der blev eksperimenteret med at lave yoga, synge ”Happy” og danse til med GoNoodle.com Der blev spillet talbanko, bogstavbanko, farvebanko og mixbanko med iPad. Der blev lavet en fælles interaktiv sangbog ved hjælp af appen BookCreator, eksperimenteret med kodning ved at ”programmere hinanden”, arbejdet med ”Naturen tæt” og ”Augmented Reality”.

Eftermiddagen gik med Børneyoga Det handlede om at udforske og lære med kroppen samtidig med, at man finder ro og kommer i balance. Der blev leget indkøbskurve med arme og ben, most æbler til æblegrød, der senere skulle tilberedes på panden ved hjælp af ninjabevægelser, rullet pizzadej ud på ryggen af hinanden og lagt fine toppings på. Der blev sunget i kor med humlebimor-, far- og babystemmer og redet en tur på safaridyr. Alt i god yogaånd. Udover det legede prøvede vi også, hvordan man kunne tale om følelser, være gode ved hinanden og have ro i kroppen. Dagen blev afsluttet med afspændingsøvelser, mens yogalæreren læste en børnebog op. Energien blev både brugt op og ladet op til slut.

#Børnehaveklassen