• Skoleforvaltningen

En skoleklasse er et team!


Vi er glade for at præsentere vores samarbejde med AAB, der påtager sig en stor og vigtig opgave, nemlig at bruge deres status som forbilleder på fodboldbanen til at formidle at sammenhold og sund kost er vigtig.


Hvad går det ud på?

Elever i 7.-10. klasse får nu muligheden for at besøge Nordjyske Arena, hvor de sammen med fire Superligaspillere skal diskutere vigtigheden af en sund og varieret kost for at kunne præstere, men også vigtigheden af sammenhold. Der bliver sat fokus på betydningen af venskab og begejstring samt vigtigheden af at kunne sætte sig mål og nå dem. Besøget hos AaB er et led i den åbne skole, hvor skoleeleverne kommer uden for klasselokalet og møder foreninger, institutioner eller virksomheder.

Hvorfor?

Et fodboldhold består af en række forskellige spillere, men til sammen udgør de et hold - et team. På samme måde er eleverne i en klasse vidt forskellige, men sammen udgør de en klasse - deres team. Sammenholdet er afgørende for begge teams, hvis de skal skabe rammer, hvor alle trives og udvikler sig. Jakob Blåbjerg (fodboldspiller i AaB), som har været med til at udarbejde strukturen for dette samarbejde udtaler om forløbet:

"I AaB er vi bevidste om vores rolle i lokalområdet, vi er Hele Nordjyllands Hold – også uden for banen, hvor projekter, som dette giver os en god mulighed for at komme i direkte i kontakt med vores fans. Derudover kan vi bruge vores erfaringer fra livet som professionel fodboldspiller til at give eleverne et større indblik i, hvad det kræver at kunne præstere – også i klasselokalet. Vi håber, at de paralleller, som vi trækker gør, at eleverne får øjnene op for, hvad de selv og som gruppe kan gøre for at lykkes. "

Dialog med spillerne

Eleverne møder fire Superligaspillere på Nordjyske Arena, hvor eleverne bliver vist rundt i omklædningsrum, lounger, skyboxe osv. Derefter holder spillerne oplæg, som ender ud i en dialog med eleverne. For at få mest ud af besøget har eleverne, forud for arrangementet, forberedt sig på nogle cases, hvor eleverne skal koble scenarier fra deres dagligdag i skolen med eksemplerne, som spillerne bringer fra deres dagligdag som professionel fodboldspiller.

Fakta:

Arrangementet er den 28. april og besøget starter kl. 13.30 til kl. 15.00. Ved hvert besøg er der plads til to klasser (eller max 50 elever). Tilmelding foregår efter først til mølle princippet. Målgruppen er 7.-10. klasse. Arrangementet er gratis for skolerne. Efter arrangementet vil der være mulighed for at stille spørgsmål til elever, spillerne og erhvervsplaymakeren.

Det er hensigten, at samarbejdet også finder sted i næste sæson, så flere skoler og elever kan få glæde af besøget.

For yderligere oplysninger:

Sportsdirektør Allan Gaarde, 2970 8391

Erhvervsplaymaker Thomas Overgaard, 9352 0066

#Erhvervsplaymakeren