• Skoleforvaltningen

Elever styrer robotterne!



Anders Møller Jakobsen er en af de 10 programmeringsguider, som skoler i Aalborg Kommune kan booke til fagdage, workshops og sparring. Anders Møller Jakobsen forklarer "Vi er et hold lærere, der har uddannet os til at hjælpe vores kollegaer på de andre skoler i kommunen. Det er primært inden for det naturvidenskabelig område, vi bevæger os. Eleverne lærer at arbejde systematisk og tænke kreativt og stringent, når de programmerer".

Lærer Pernille Brun Thomsen på Grindsted Skole har booket Anders til en fagdag med LEGO WeDo i 1. - 2. klasse og fortæller begejstret "Som lærer får jeg rigtigt meget ud af programmeringen i min undervisning. Mine elever lærer at samarbejde og give plads til hinanden, og de elever, der ikke er helt vilde med matematik får nærmest leget matematikken ind via programmeringen. Det giver også de urolige elever ro på sig, fordi de er med i undervisningen på en fysisk måde ved at bygge robotter af LEGO og programmere dem til bevægelse via computeren".


Der lyder begejstrede lyde på, mens eleverne fra 1. og 2. klasse er i gang med programmering i matematik. Oliver og Emma har lavet en robot, som hedder Milo. De fortæller "Vi kigger på computeren og tager klodser i kasserne, og så laver vi Milo. Milo bliver styret via computeren via bluetooth, og den bevæger sig, fordi vi har programmeret det til den, så vi styrer Milo"

Læs mere om programmeringskorpsets tilbud på AabenAalborg.dk.

#Programmering