• Skoleforvaltningen

Elever skal lokke forældre ind på Aula


Aula venter lige om hjørnet, og her i Aalborg Kommune er vi i fuld gang med forberedelserne. Aula bliver vores nye kommunikationsplatform mellem skole og hjem, men hvordan får man forældre til at logge på Aula, og hvad er Aula overhovedet? På Hals Skole testede elevrådet en mandag i december et spritnyt materiale om at lade børn lære forældre.

Bag materialet står Maja Overgaard Holdorf fra KOMBIT. Materialet skal kunne bruges rundt på skolerne, så eleverne måske ved hjælp af kampagner, forældremøder eller Facebookopslag lærer – eller logger – forældrene til at komme på Aula.

”Vi prøver at løse et problem, før det opstår, nemlig at mange forældre ikke bruger intranettet. Faktisk er det jo så ikke helt korrekt, for problemet findes allerede med SkoleIntra. Men vi prøver på at trække en streg og starte forfra,” siger Maja Overgaard Holdorf.

Forældreloggerne prøver på en sjov og involverende måde at få eleverne til at engagere forældrene i det nye system. I dag var første gang undervisningsmaterialet blev brugt i et sammenhængende forløb.

”Materialet er rigtig godt, synes jeg. Hvis du vil køre forløbet fra ende til anden, kan man bare tage det og gå i gang. Men har man lyst til at gøre det til sit eget, er der også rig mulighed for det” siger lærer Marianne Skaarup Andreassen fra Hals Skole. I dag skulle børn og voksne holde sig til manuskriptet for at se det brugt i sammenhæng og finde eventuelle småfejl. Så selvom det går Marianne Skaarup Andreassens undervisningsstil lidt imod ikke at sætte sit eget præg på tingene, er hun alligevel tilfreds. "Det er undervisning, som jeg synes, undervisning skal være, hvor eleverne har stor medbestemmelse,” siger hun.

"Materialet er lavet, så eleverne får en oplevelse af, at de er med til at gøre en forskel. Når de føler, at de har et ansvar ind i opgaven og får lov, giver det liv både til materialet og til den effekt, der kommer ud af forløbet", siger Maja Overgaard Holdorf.

”Det har i den grad virket. Vi har kørt små tests af dele af materialet i andre kommuner, og der er en skole i Kolding, hvor de lavede en kampagne, der hed Kom nu på, Far. Kampagnen gik ud på at lokke fædrene via konkurrence til at logge ind på systemet, og det havde en stor effekt der,” siger Maja Overgaard Holdorf.

Hvad der kommer ud af dagens arbejde, kommer vi til at vente nogle måneder på at finde ud af. Aula bliver først en del af elever og forældres hverdag til sommer, så når tiden sig nærmer, tager eleverne i Hals fat i dagens arbejde og udvikler videre. Eleverne tror nu nok, at det skal lykkes – med visse forbehold.

"Jeg tror ikke, vi kan få min far på. Men min mor tror jeg sagtens, vi kan lokke med ind,” siger Patrik fra Hals Skoles elevråd.

Du kan finde materialet her:

#forældreloggerne #aula #kommunikationsplatform #halsskole