• Skoleforvaltningen

Alle 4. klasser i Aalborg er med i DR's ultra:bit projekt



Over 2000 elever på 4. årgang fra Aalborgs Skoler er med i DRs store ultra:bit projekt. Eleverne fra Aalborg bliver sammen med landets andre 4. klasser en del af Årgang ultra:bit.

Projekt ultra:bit er støttet af Industriens Fond og sker i samarbejde med Centre for Undervisningsmidler (CFU). Ambitionen er at flytte børn, så de ikke bare er storforbrugere af teknologi, men selv bliver kreative skabere med brug af teknologi. 65.000 skolebørn modtager i løbet af det nye skoleår en BBC micro:bit, som de skal lære at kode med, og dermed bliver de til Årgang ultra:bit.

"Det er en fantastisk opbakning, vi har til DRs ultra:bit på 4. årgang. Alle 4. klasserne fra Aalborgs skoler er tilmeldt, og vi er ovenud glade for den store opbakning", siger rådmand Tina French Nielsen.

KreaKodeCamps for 4. klasser

I forbindelse med projektet er 10.000 børn i landets 4. klasser inviteret med til læringsevents med kodning og kreativitet i centrum. Vært på DR Ultra, Sofie Østergaard vil byde børnene velkommen til det forrygende læringsevent ultra:bit KreaKodeCamps.

Læringsarrangementerne skal skabe nysgerrighed og lyst til at lege og lære med kreativitet og kodning, og DR's børnevært Sofie Østergaard tager i løbet af to timer børnene med på en tempofyldt tur med fascinerende tekniktricks og sjove udfordrende kodeøvelser. De sjove og lærerige KreaKodeCamps er en del af DR's store digitale projekt ultra:bit, som de næste tre år vil sætte kodning på dagsordenen i landets folkeskoler.

Programmering i skolerne

I Aalborg Kommune arbejder skolerne med programmering på mange leder og kanter og blandt andet i forhold til at løse hverdagens problemstillinger, som eksempelvis at vande blomster, når man er på ferie.

Aalborg Kommunes programmeringskorps, som er lærere, der hjælper deres kollegaer på andre skoler, er engageret i ultra:bit projektet, og de er kommet med inputs til det undervisningsmateriale, som møder eleverne på 4. årgang i efteråret.

I forvejen arbejder vi rigtigt meget med teknologi og innovation i Aalborgs skoler, så vi får nogle elever, som er super skarpe til at forstå og forhold sig til teknologi i fremtiden, fordi eleverne ved, hvad der ligger bagved, fordi de selv programmerer og arbejder med programmering.

Eleverne arbejder med programmeringen på en problemløsende og eksperimenterende måde. Det er et af vores overordnede mål i vores folkeskoler, så ultra:bit-projektet passer godt til vores visioner", siger Tina French Nielsen.

DR er glad for samarbejdet med Aalborg Kommune om det store læringsevent som en del af ultra:bit-indsatsen.

"Det er vores ønske, at de mange programmer og initiativer i ultra:bit vil få børn til at opdage, at teknologi er sjovt og relevant for dem i deres hverdag. De skal selv prøve at have fremtiden mellem hænderne og sammen knække koden til sproget bag teknologien. I ultra:bits univers er det børnene, der er fremtidens kreative problemløsere," siger kanalredaktør for DR Ramasjang og DR Ultra, Morten Skov Hansen.

Fakta:

CFU uddeler BBC-micro:bits til de tilmeldte skoler i løbet af august og tilbyder samtidig lærerne kompetenceudvikling med besøg fra en rejsende taskforce, der skal klæde lærerne på til at undervise eleverne i kodning og teknologiforståelse i blandt andet matematik, håndværk og design, dansk, natur og teknologi samt understøttende undervisning. Skolerne får også tilbud om undervisningsmateriale fra DR Skole og op mod 10.000 børn bliver inviteret til at deltage i DR's KreaKodeCamps.

KreaKodeCamps finder sted:

Uge 40 - Aalborg i Nordkraft

  • Onsdag d. 3. oktober kl. 8.30-10.30 & kl. 12.00-14.00

  • Torsdag d. 4. oktober kl. 8.30-10.30 & kl. 12.00-14.00

  • Fredag d. 5. oktober kl. 8.30-10.30 & kl. 12.00-14.00

Ud over Aalborg er der også KreaKodeCamps i København i uge 40-43

Læs mere på DR's hjemmeside: Link til DR

#programmering #Ultrabit